Skip to main content

Om ATLS & ATCN

Advanced Trauma Life Support (ATLS)

plane crash2I 1976 blev en amerikansk ortopædkirurg udsat for en ulykke, hvor han med sin familie styrtede ned i et mindre privatfly. Oplevelsen af utilstrækkelighed og mangel på systematik i behandlingen af hans familie på et lille sygehus i Nebraska, medførte at han sammen med kolleger startede kurser i traumatologi. Hurtigt blev denne undervisning adopteret af American College of Surgeons, der tilrettelagde ATLS (Advanced Trauma Life Support) kurset. Siden er kurset blevet udviklet og spredt ud over ikke bare USA, men hele verden. I dag arrangeres kurser i mere end 54 lande og mere end 1 million læger har gennemført kurset. 

I Danmark blev det første kursus afholdt i foråret 1998. Indtil nu har mere end 1.000 læger gennemgået et ATLS kursus i Danmark. ATLS kurserne bygger på enkle principper for modtagelse og behandling af den akutte patient med fokus på den første time efter tilskadekomst. Ideologien bygger på det princip, at diagnostik og behandling udføres systematisk efter skadernes potentielle dødelighed. Der tilstræbes praktisk kunnen frem for detaljeret viden om patofysiologiske detaljer. Indholdet i kurset udvikles løbende i henhold til den nyeste forskning indenfor traumatologien.

Advanced Trauma Care for Nurses (ATCN)

ATCN er etableret i 1985 i Arizona, USA. En gruppe sygeplejersker blev inspireret af lægernes ATLS kursus, og samtidig mente de, at det ville gøre en forskel på plejen af den svært tilskadekomne patient, hvis modtagelse, behandling og pleje blev varetaget af læger og sygeplejersker uddannet efter de samme principper. ATCN bygger på enkelte principper for modtagelse, behandling og pleje af svært tilskadekomne patienter - nøjagtigt som ATLS. ATCN har et højt fagligt niveau, både lægefagligt og sygeplejefagligt. Kursets teoretiske indhold er det samme som på ATLS, og denne del af undervisningen varetages af ATLS instruktører. De praktiske "skills stations" er sygeplejerelaterede og varetages af ATCN uddannede instruktører.

I 1998 fik Hong Kong som det første land, uden for USA's grænser, ATCN. Danmark var med etableringen i 2001, kun det tredje land i verden, som kunne tilbyde ATCN kurser for sygeplejersker. ATCN er pr. 1. januar 2000 optaget af "Society of Trauma Nurses", hvilket er en traumeorganisation under ACS (American College of Surgeons).